I høj sol og sø
Familiens togt i dette år bød på tur rundt i Limfjorden. Børnene har nået sejlernes modenhedsalder. Det vidste sig i, at de selv tog turen på Vesterhavet fra Hvide Sande til Thyborøn. Det gør forældrene stolte og glade for at mange timer på vandet, har givet modet til at udfordre sejlerkunsten.
Vi tog som før udgangspunkt i Lemvig. Vandtanken blev som det sidste tømt, tørret og gennemskyllet med klor, så vandet smagte frisk på de varme sommerdage. Det lykkedes og sammen med en ny drikkevandspumpe, slukkede vi tørsten.
Struer har vi aldrig før besøgt med båden. Det vidste sig at være et godt sted med en flot havn. Gågaden ligger 5 minutter fra havnen, og byder på alt, hvad der mangles. Lidt længere ude på kajen har Sejlerbiksen butik, og med det er udflugten sikret.
Vores børn er mellem 17 og 23 år. Det kræver, at alt ikke sker på båden, men dagene krydres med aktiviteter på land. Alle kom med forslag, og valget faldt bl.a. på Fur med leje af cykler. Desværre var der igen kun elcykler til forældrene, da vi drog på forsiljagt. Det er før lykkedes at finde fiskeprutter i moleret, men desværre ikke denne gang.
I Rønbjerg ligger et feriecenter. Det var et ønske fra børnene, at vi kom dertil. Feriecenteret ligger ved havnen, og de kunne spille tennis m.m. Opholdet i havnen blev med 2 overnatninger, da middelvinden i perioder lå på 12 til 14 m/sek. Mens tennisketcherne blev svunget, tog vi to gamle færgen til Livø, der ligger 20 min. sejlads mod vest. Livø har i en periode været opholdssted for mænd, der trådte over grænsen til det kriminelle, eller for nogens del blot, var utilpassede. I de ca. 50 år stedet fungerede var flere hundrede mænd omkring øen. På det tidspunkt var det et fremskridt i behandlingen af denne gruppe, og det er vigtigt at huske, at pædagogikken skal forstås ud fra samtiden. Kvinderne kom i den periode til Sprogø.
Vinden stilnede af og med 8 til 9 m/sek. stævnede vi mod den vestlige del af Limfjorden. En skøn sejlads, men som prognosen sagde fik vi 10 til 11 m/sek. på Nissum Bredning. Det er godt at mærke, at man lever, og det fik vi lov til efter at være kommet gennem ved Oddesund broen. Bølgerne bygger sig op fra Thyborøn til Oddesund, og det gav os en stævnvasker og vask af påklædningen i saltvand.
Fortøjningerne fandt deres klamper i Lemvig. Balancenerven fik lidt ro inden maven fyldtes med pulled pork burger. 20 minutters gang fra havnen ligger golfklubben. Det gav anledning til Pay og Play golf. Endnu en god aktivitet for unge og knap så unge.
I svag til frisk vind lagde vi båden i Thyborøn lystbådehavn, inden turen gik den modsatte vej på Vesterhavet i svag vind. Er lysten til nogle dage ved vestkysten, får man en super beliggenhed i havnen. 50 meter til stranden og det samme til spisestederne. Klubhus med hav - og havneudsigt. Skønne toiletforhold. Læ for vind og det alt sammen til en brøkdel af prisen for et sommerhus i højsæsonen.
Gamle sejlervenner skal man værne om. Både fordi det er gode folk, og fordi man i nødens stund har brug for dem. Dejligt var det, at Henning var ombord på havturen mod Hvide Sande og Bork. Det var selvsamme Henning, der introducerede os til havsejlads i sin tid, og på en måde sluttes ringen.
En skøn ferie med dejlige minder er forbi.