Ude mod vest
Et par stationer efter Victoria Street Station stod vi af denne juni lørdag. Turen kunne lede tankerne hen i et bumlende tog på vej mod en flække i Texas, men stedet var endestationen for VLTJ, der har sin bane mellem Vemb og vores destination i Thyborøn.
Båden havde ligget der den sidste uge efter havturen fra Hvide Sande. Nu var det tid til at komme længere ind i Limfjorden, nærmere betegnet Lemvig hvor vi starter vores sommerferie fra.
I 3-4 m/sek. nød vi udsigten med sæler i baggrunden og skrænterne, som vi ikke er udstyret med i sydenden af Ringkøbing Fjord. Efter lidt søgen på frie bådpladser, fik vi fortøjet, så Fjordvand ligger sikkert, indtil bagage og mad samt 6 familiemedlemmer indtager båden.