Danmark er forsvundet i kølvandet, og stævnen er i stedet vendt mod nye oplevelser i først USA og senere Mexico.
Jeg er hoppet ombord hos en amerikansk familie, der med to drenge på fire og seks år netop har indledt deres tre-fire år lange sejlads i Stillehavet.
Mens de første tre uger står på sejlads i Californien, krydser vi efterfølgende grænsen til Mexico, der trods Trumps overbevisende retorik fortsat står uden en tårnhøj mur som sikkert værn mod de kriminelle beboere fra syd...
Kursen sætter vi mod Baja California, der skulle være blandt de sikreste steder i det spansktalende land - og tilmed ét af de flotteste områder man som sejler kan besøge.
Ruten vil bringe os langs Baja-halvøens vestkyst, hvor vi vil runde Cape San Lucas for derefter at vende stævnen mod det beskyttede Sea of Cortez, også benævnt Gulf of California.
Går alt efter planen, vil jeg den 26. januar atter sætte mine fødder i Billund Lufthavn. Forhåbentligt en smule mere solbrun og med en række gode og lærerige oplevelser i bagagen :-)
Baja vil danne rammerne om størstedelen af sejlturen