Vores historie

Vores historie

Det var onsdag den 11. august i 2010, og jeg havde fået fri lidt over middag. Vi bestemte os for at sætte de to garn ud, som vi havde. Vi var ca. ude på Ringkøbing Fjord omkring 14.30, og vi tog et pejlemærke mellem et sommerhus og en silo på den anden side af fjorden. Lidt syd for stod garn, der var markeret med orange flag.  Vi fik sat garnene næsten øst – vest, som vi gerne ville. Derefter sejlede vi ind, tog hjem og fik kaffe. Inden vi tog af sted, havde jeg tjekket vejrudsigten og set, at aftenen efter ville det blive ok vejr. Senere på dagen kiggede jeg dog igen og så, at det ville blæse op dagen efter. Drengene og jeg havde engang før været afsted i 7-8 m/s, og det virkede som lige i overkanten. Derfor havde vi sat som mål, at 5-6 m/s var toppen, vi sejlede i med Edderen, som jollen hed. Jeg ønskede, at hente garnene den samme aften igen, fordi det let ville blive lørdag morgen, inden der var roligt nok. De to piger havde aldrig været med ude at hente garn, så det ville de gerne denne aften. Karen havde ikke specielt lyst til at tage med. Men hun kom med i stedet for at blive hjemme eller gå tur på stranden.


Vi kørte afsted 20.15 og sejlede fra Skaven

ca. 20.35. Jeg havde mobilen i lommen som

sædvanlig i tilfælde af motorstop. Aftenen var

fin med 4 m/s. Solen stod lavt, og det ville

blive en fin solnedgang. Vi sejlede stille og

roligt ud og fandt retningen mellem sommer-

huset og siloen. Der er altid længere derud,

end jeg tænker, der er. Derfor overraskede

det mig lidt, at der var så langt. Jeg sejlede

hen til den østvendte bøje og tog den op, tog

bøje og anker af og smed nettet i vandet

igen. Jeg sejlede om til den vestvendte bøje

og kastede anker, så vi ville ligge stille. Jeg havde valgt det fordi, at vi på denne måde ikke skulle trække båden sidelæns gennem bølgerne, når vi hev nettet op. Da der var omkring 10 meter tilbage af garnet skete ulykken. Jeg mistede balancen, formentlig pga. en lidt større bølge og trådte et skridt tilbage. Der gik det rigtig stærk! Vandet kom ind bagfra og inden to sekunder, går bagenden ned. To af børnene, Sara og Katrine, kan huske, at de springer i vandet. Jeg kan ikke huske noget inden, vi ligger i vandet. Jeg ligger med hovedet væk fra båden mod syd. Jeg vender mig om og ser efter børnene. Den yngste, Silas, kommer op som en prop ved min venstre side, da jeg har vendt mig mod båden. Måske kommer han inde fra båden, som nu ligger med bunden op og bliver båret af den luftlomme, der bliver, når den vender sig.

er samlet, og klokken er ca. 20.45. Nu kommer de rationelle tanker. Der er ikke mange følelser i de ting, som jeg nu gør. Det kan undre mig bagefter, at vi ikke tog fem min. derude, så alle havde en chance for at falde til ro. Men det som jeg husker er: Jeg svømmer hen bag til båden for at mærke, hvor meget den kan bære. Det er ikke nok til os alle. Vi kan ikke alle sætte os på den, uden at den vender sig på siden, og luftlommen forsvinder. Jeg tror, den ville gå ned, hvis den lomme forsvandt. Der ville ingen bæreevne være. Der er ingen både i nærheden, tænker jeg, og der kommer heller ikke flere ud på dette tidspunkt. Så enten må vi blive her eller komme ind. Der er pålandsvind. Var der fralandsvind, havde jeg ikke nogen løsning. Så var vi nok døde, selv om vi havde redningsveste på. Jeg har stadig ikke nogen løsning på det. Det er næsten umuligt at svømme mod bølgerne, selvom de kun var 20 -25 cm høje. Jeg ville ikke have kunnet klare det.


Jeg bestemmer, at de to yngste, Katrine og Silas, bliver ved båden sammen med Karen. Et valg, som bagefter er godt i vores situation, men som jeg også tænker på vejen ind er infiltreret af egoisme. Lade hende tilbage med en opgave, som jeg ikke selv ville kunne klare. Ligge der i mere end én time og vente. Jeg tror ikke, jeg kunne det. Karen kan.

Vi begynder at svømme ind. De to ældste børn, Esben og Sara, og jeg. Jeg kan høre skrig bag mig. Jeg vender mig om og ser til min overraskelse, at vi allerede er 200 meter fra dem. Det er sidste gang, jeg ser dem, inden vi er 20 meter fra båden, da vi kommer ud igen. Jeg råber på Jesus nogle gange på vej ind og er bange. Bølgerne skubber os, mens vi svømmer. Redningsvesten holder os oppe. Jeg vender mig rundt for at få en lille pause og flyde i redningsvesten, men jeg får vand over mig, og munden bliver fyldt. Noget ryger med ned og på det tidspunkt er jeg bange for, at børnene skal se mig dø. Det må de ikke. Jeg hoster og sprutter for at få det op. Og fra nu holder jeg kursen, mens jeg nogle gange standser for at stikke foden mod bunden for at mærke, om den snart kommer. Vi er trætte, da jeg kan mærke bunden. Endelig. Sara og Esben kommer over til mig, og jeg trækker dem ind, til de selv kan gå. Vi deler os, og jeg går ind. På deres vej ind har de fire gange måttet flyde over noget net i vandet. Måske er det vores eget. Hvor er de seje.

Jeg tænker på, hvad jeg skal, når jeg kommer ind. Tre ting: 112, få nogen til at tage i havnen for at se, om der er nogen fiskere og prøve den jolle, der ligger bundet til en pæl. Jeg vinker, men ingen ser det. Endelig 200 meter fra stranden ser en tysker det. Han og en anden kommer ud i vandet. Jeg siger ”four children and my wife” til dem, og de forstår, at der er flere. Jeg hiver den ene i armen for støtte mig til ham. Han kalder på den anden, og han kommer også. Vi kommer ind, og jeg spørger de første, om de har en telefon. Det har de ikke. Hustruen til den ene tysker finder en dansker, som har, og jeg ringer op. Inden har jeg sendt ham afsted til havnen. Der er ventetid til 112 og igen, da hun stiller mig om til SOK. Jeg siger begge gange, at det er 1 km syd for Skaven og 1 km ud. Men senere viser det sig, at det har de ikke forstået. De søger nord for havnen, da de kommer. SOK spørger om telefonnummer, men jeg har lånt telefonen og kender ikke nummeret. De vil spore det og ringe tilbage.

Jeg tager telefonen med ud i den jolle, der ligger der. Jeg kan se, at det er en lille motor med indbygget tank. Ofte er det ekstern tank, og den tager man med hjem. Jeg starter og får den bundet fri. Sejler ud og den går i stå. Jeg finder benzinhanen og starter igen. De to tyske mænd er gået ud til Sara og Esben og har snakket med dem. De går selv det sidste stykke. Tyskerne er forsat ud. Mine følelser er igen overgået af den praktiske gøren, og det er meget godt. Jeg sejler ud til tyskerne og samler dem op. Vi fortsætter ud af. Jeg ser efter sommerhuset og siloen på den anden side. Det er ved at være mørkt, og der er et lys på den anden side. ”Vi skal sejle efter lyset,” siger den ene tysker. Jeg er i tvivl.. Men vi gør det et stykke, og igen er der længere ud, end jeg tror. Jeg tænker på det. Der er altid længere, end du tror. På et tidspunkt kan vi se vores båd, men ikke Karen og børnene. Det er de værste minutter den aften. Fra vi kunne se båden, til jeg så en arm komme op. Frygtelig. Jeg græder meget over det natten efter. Tyskerne springer i vandet, og får børnene hjulpet over til jollen. Jeg hiver dem op. Jeg beder den ene hjælpe Karen op og til sidst, kommer de selv op. Vi snakker kort om, om vi skal tage vores båd på slæb. Vi lader den ligge og sejler mod den kutter, der er på vej fra Skaven Havn. Karen, Silas og Katrine kommer derover og kan sætte sig i styrhuset og få varme. Det var koldt at ligge i vandet. Karen rystede, men smilede faktisk, da hun sad i bunden af jollen. Fedt. Jeg sejler sammen med tyskerne ind mod stranden, så vi kan få afleveret jollen igen, og jeg kan komme ind til de to ældste af vores børn, Sara og Esben. De andre ligger stille med kutteren, men sejler lidt efter ind. Jeg ser dem ikke sejle i indsejlingen, men jeg er optaget af at fortælle Sara og Esben, at de andre har det godt. Den telefon jeg lånte fik også vand, og SOK kunne ikke ringe tilbage. På vejen ind kommer følelserne igen. De kunne være døde, de kunne, som jeg selv sikkert ville have gjort, være svømmet ind mod land, da solen gik ned. Men Karen blev, og de lever! Vi kommer ind i en autocamper og fik tæpper om os. Jeg fik te. Jeg drikker ellers ikke te. Jeg bad tyskeren om at køre os hen på havnen, det ville han gerne. Han måtte lige have fjernet en opvask først. Akutbilen kommer hen på den P- plads, vi er på. Jeg kommer ud til dem og snakker med dem. De ved ikke, hvor vi er. Ingen af os. Jeg kan fortælle ham, at vi alle er inde. Da kommer helikopteren flyvende over os. 


Vi kører stille hjem. Vi sidder og snakker om det bagefter, inden vi går i seng. Hvad er der sket, og hvem gjorde hvad? Den nat er frygtelig. Jeg græder, fordi jeg kunne sidde som enkemand med to børn. Skrækkeligt.   


Gud var med i det. Jeg kan se det bagefter. Karen valgte at tage med, ingen fik båden i hovedet, da den kæntrede. Jollen var klar til at sejle med benzin nok til turen, fiskerne sad på deres båd i havnen og var klar til at sejle. Deres motor var varm. Lars, som havde telefonen, var villig til at løbe derhen og få fat i dem. Vores båd lå med anker for første gang, mens vi hev garnet op og flød derfor ikke væk fra stedet. Der var lys på den anden side. Det har jeg ikke set siden. Tyskerne var surfere og kunne klare at klatre op i jollen med deres fysik.


Tilbage står jeg med det faktum, at jeg ikke havde og har nogen løsning, hvis der var fralandsvind. Vi kunne og ville sandsynligvis være døde alle mand på grund af afkøling. Jeg har svært ved at rumme det. Gud ville det anderledes. Jeg kan ikke sige det på en anden måde. En anden dag skal vi herfra. Tilbage står at springe ud på Jesus ord, som Peter sprang fra båden, da Jesus sagde ”kom”. Ud på bølgerne. Det er svært. Jeg må springe ud i både livet, tider og troen. Kæntringen viser, at Gud er der.



Skrevet af Steen Sulkjær.

Jollen, som vi kæntrede med.