Saras minder

Sara minder

Vores ældste datter Sara skrev fire år efter kæntringen dette, hvor hun prøver at sætte ord på alle de tanker og følelser, der er fulgt i kølvandet på ulykken.

-------

Når det stille mørkner over vandet, og den røde sol langsomt går ned i horisonten, bliver mine tanker altid ledt mod den aften, hvor vi for snart fire år siden lå i de selv samme kulisser og kæmpede for vores liv. Det var onsdag d. 11. august 2010, datoen for vores kæntring.


I lang tid, ja faktisk i flere år, var disse minder noget, jeg prøvede at skubbe væk. Jeg ønskede ikke at tænke på det. Jeg ville faktisk allerhelst bare kunne slette denne dato fra kalenderen og lade som om, at intet var hændt. Men noget var hændt, og jeg kunne ikke bare flygte fra det. Desværre skulle der gå lang tid, inden jeg indså dette. Mine forældre prøvede i tiden efter kæntringen at snakke med mig, få mig til at fortælle, hvordan jeg havde det. Men de havde svært ved at nå ind til mig - og det var udelukkende min egen skyld.

Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg ikke var mere åben omkring det på tidspunktet, for hvor ville det have hjulpet mig! Måske mente jeg selv, at jeg havde det fint nok med det og derfor ikke behøvede at snakke med nogen om det. Det havde jeg nok også størstedelen af tiden, men der var alligevel perioder, hvor jeg kunne græde mig i søvn over minderne. Det var hårdt, men alligevel fortalte jeg ikke mine forældre om det - jeg var bange for at vise andre mine følelser, for jeg følte ikke, at jeg havde kontrollen over dem.

Sådan fortsatte det i tre år - men så skete der også pludselig noget! Jeg ved ikke hvad, hvornår og hvordan. Men jeg kunne konstatere, at jeg nu pludselig så kæntringen i et helt andet perspektiv. Jeg accepterede oplevelsen som en del af min barndom, som en del af min livshistorie. Jeg accepterede, at kæntringen havde sat sit spor i mig, havde været med til at gøre mig til den, jeg er. Den accept betød alverden! For mig var kæntringen nu ikke længere udelukkende forbundet med tårer, tristhed og mørke. Nej, der var kommet en ny dimension oveni. Jeg har svært ved at sætte ord på, hvad det helt præcist er. Men jeg blev pludselig i stand til at vende det hele om og se alt det positive, der faktisk også er forbundet med oplevelsen. Jeg blev fyldt af en taknemmelighed og glæde. En glæde over at se, hvordan kæntringen havde formet mig, gjort mig stærkere som menneske. En taknemmelighed over, at vi alle seks overlevede. Og ikke mindst en stor taknemmelighed over at have oplevet et under fra Gud. For et under var det! Den aften skete der simpelthen for mange 'heldige' ting til, at jeg kan tro, at der ikke har været en stærkere hånd bag.

Når jeg ser tilbage i dag, ved jeg ikke engang, om jeg ville slette datoen, slette kæntringen, hvis jeg fik muligheden for det. Det skræmmer mig, at jeg tænker sådan, for det virker så forkert. Men det er ikke desto mindre sådan, jeg har det. Kæntringen har gjort så meget ved mig, både på det menneskelige og åndelige plan. Det har sat mit liv i et 'evighedsperspektiv', vist mig, hvor hurtigt livet kan få en ende, hvor klar vi skal være på den dag, hvor det sker. Alt dette ville jeg ikke have været foruden!


Jeg har hørt folk sige, at en 'nær-død-oplevelse ' bare gør noget ved en, at man aldrig bliver helt den samme igen - det kan jeg nu skrive under på. Det tog mig lang tid at acceptere det - og det har været en til tider hård rejse at nå dertil! Men jeg er stolt og glad over at være nået hertil, hvor jeg er i dag - med Gud ved min side hele vejen! 


Skrevet af Sara Sulkjær, 16 år